På denne side får du svar på følgende spørgsmål:

Hvad er et SSL-certifikat?
Hvordan fungerer et SSL-certifikat?
Hvorfor bør jeg installere et SSL-certifikat på min hjemmeside?
Hvor bør jeg installere et SSL-certifikat?
Hvilke SSL-certifikater tilbyder Secorio?
Hvordan kan jeg teste et certifikat?
Hvordan bestiller jeg et SSL certifikat?


Hvad er et SSL-certifikat?

SSL er en forkortelse for Secure Sockets Layer, der er en teknologi, som anvendes til at sende krypteret information over internettet. Hvis der er installeret et SSL-certifikat på en server, er serveren beskyttet mod angreb udefra, hvilket vil sige, at en hacker ikke kan få fat i de informationer, der befinder sig på serveren. 

Teknologien, der blev udviklet tilbage i midten af 1990’erne, er nutildags en international anerkendt sikkerhedsstandard. Faktisk er SSL i dag et ”must”, hvis man ønsker at sikre sensitive informationer som f.eks. kreditkortdata og passwords, og SSL understøttes da også af alle nye browsere (Internet Explorer, FireFox, Opera, Netscape etc) og servere (Microsoft, Apache, Netscape etc).

Hvordan fungerer et SSL-certifikat?

Når en person går ind på en hjemmeside, der er sikret med et SSL-certifikat, sker der et såkaldt SSL handshake mellem den besøgendes browser og hjemmesidens server. Dette vil sige, at browseren og serveren undersøger en række parametre hos hinanden, og hvis disse parametre stemmer overens med standarden, oprettes der en sikker, krypteret forbindelse mellem den besøgendes browser og hjemmesidens server.

Et SSL-certifikat er bundet til serveren og til det common name, som hjemmesiden har. Det vil sige, at du kan bruge det samme certifikat til at sikre www.firma.dk/info og www.firma.dk/shop, da common namet er det samme. Derimod har du brug for to certifikater til at sikre shop.firma.dk og info.firma.dk, da der her er to common names. Du har endvidere brug for et SSL-certifikat per server, som du ønsker at sikre, så hvis du f.eks. ønsker at sikre dit common name www.firma.dk, og du har det liggende på to servere, har du brug for to SSL-certifikater.

Hvorfor bør jeg installere et SSL-certifikat på min hjemmeside?

Hvis du modtager betalinger over internettet, eller hvis du har en hjemmeside, hvor brugerne skal indtaste følsomme oplysninger som f.eks. CPR-nummer eller adresse, bør du installere et SSL-certifikat for at kryptere kommunikationen. Hvis du ikke har installeret et SSL-certifikat, risikerer du, at der er andre personer, der kan se de informationer, som der indtastes. Dette vil svare til, at man i den virkelige verden sender en pinkode eller en skatteopgørelse til modtageren i en gennemsigtig kuvert – alle vil kunne se informationerne.

Udover at kryptere informationer har et SSL-certifikat en anden og yderst vigtig funktion, nemlig at vise brugerne af din hjemmeside, at din virksomhed eksisterer, og at den ejer hjemmesiden. Dette skyldes, at SSL-certifikater først bliver udstedt, når de har været igennem en autentificeringsproces. Under autentificeringen kontrollerer vi, at din virksomhed har ret til at bruge det domænenavn, som der ønskes sikret, samt at din virksomhed er lovligt registreret. Endvidere tjekker vi også, om din virksomhed er indforstået med, at certifikatet bliver udstedt.

Et SSL-certifikat skaber dermed den nødvendige tryghed hos brugerne af to årsager: For det første fordi brugeren ved, at der ikke er nogen, der kan få fat på de informationer, som han indtaster. Og for det andet fordi brugeren ved, at det er sikkert at handle med den virksomhed, der står bag hjemmesiden.

Der er flere måder, hvorpå brugeren kan se, at der er installeret et SSL-certifikat på din hjemmeside. I adresselinjen begynder URL’en med https i stedet for http, og desuden er der i nederste højre hjørne eller ved siden af adresselinjen en gul hængelås (placeringen afhænger af browsertype). 

I øvrigt er det værd at bemærke, at PBS kræver, at du har installeret et godkendt SSL-certifikat på din hjemmeside for at kunne modtage Dankort-betalinger på internettet. Naturligvis er Secorios SSL-certifikater godkendt til dette formål.

Hvor bør jeg installere et SSL-certifikat?

Som nævnt ovenfor bør du installere et SSL-certifikat på alle de hjemmesider, hvor brugerne indtaster følsomme oplysninger som f.eks. kreditkortdata, CPR-nummer og adresse. Endvidere er det vigtigt at installere et SSL-certifikat på applikationer, hvor brugerne skal logge på med brugernavn og / eller password som f.eks. webmail og extranet. Naturligvis bør du også sikre dit intranet mod hackere, og endeligt anvendes SSL også på servere, som brugerne har adgang til med håndholdte enheder som f.eks. mobiltelefoner.

Hvilke SSL-certifikater tilbyder Secorio?

Secorios unikke produktportfolio indeholder alle gængse SSL-certifikater. Du kan klikke på linksene i menuen til venstre for at læse mere om de forskellige SSL-certifikater, som Secorios sortiment ombefatter. Her kan du bl.a. læse mere om forskellen på standard og SGC-aktiverede SSL certifikater, og du kan få flere informationer om de helt nye og revolutionerende EV-certifikater, der øger kundernes tillid til din hjemmeside ved at farve adresselinjen grøn. Du kan også læse om vore Wildcard certifikater, med hvilke du kan sikre et ubegrænset antal subdomæner, der er oplysninger om vore SSL-certifikater til mobile browsere, og naturligvis finder du også informationer om vore Intranet-certifikater.

Hvordan kan jeg teste et certifikat?

Hos Secorio har du naturligvis mulighed for at teste vore certifikater. Kontakt os venligst, hvis du ønsker at teste et

fuldt valideret SSL-certifikat gratis i 30 dage.

Hvordan bestiller jeg et SSL certifikat?

Ønsker du at bestille et SSL-certifikat, kan du kontakte os enten telefonisk eller per mail, så hjælper vi dig igennem processen.

Du kan også selv bestille et certifikat på vores hjemmeside, ved at klikke på det ønskede certifikat i denne oversigt.

Login til Managed Solution

Login til Managed Solutions
EPKI & Reseller

CSR Decoder

Brug denne CSR decoder til at afprøve om CSR indeholder de rigtige informationer og har en nøglelængde på mindst 2048 bit.

SSL Checker